E.ON - Danske elbilister runder en 1.000.000 elbilopladninger
EON_UI_Icon_Letter_48x48 EON_UI_Icon_Smartphone_48x48

Danske elbilister runder en 1.000.000 elbilopladninger

Energiselskabet E.ON lancerede deres første ladeløsninger til elbiler i februar 2014 og er siden blevet en af nordens største ladeoperatører. Nu har danske elbilister rundet den første million opladninger i E.ONs danske ladenetværk.

Uppdaterat februar 26, 2018

Selvom det danske elbilsalg står i stampe, kører danske elbilister som aldrig før. E.ON, der driver Danmarks største offentlige ladenetværk, har siden 2014 udvidet ladenetværket i Norden og har netop rundet et symbolsk hjørne.

”Det er en stor milepæl, vi runder. På trods af et elbilmarked i stilstand, kører elbilisterne på kryds og tværs af landet. Vores ladenetværk er nu så finmasket, at der sjældent er langt til den nærmeste ladestander. Og det nyder vores kunder godt af,” siger Tore Harritshøj, adm. direktør i E.ON, og pointerer, at E.ONs ladenetværk med over 1.300 ladepunkter og 50 hurtigladere er et af de mest veludbyggede i Europa.

Bag de én million opladninger gemmer sig 58 millioner kilometer, som E.ONs elbilkunder har tilbagelagt på de danske veje siden 2014. Elbilisterne har dermed sparet miljøet for en betydelig mængde luftforurening og cirka 7.000 tons CO2 ved at køre elbil frem for fossile biler.

Europæiske ambitioner

I takt med at flere europæiske lande er begyndt at sætte en udløbsdato for fossile biler, stiger behovet for ladeinfrastruktur til elbiler. Sammen med elbilsoperatøren Clever, vil E.ON koncernen derfor i løbet af de næste tre år etablere de første 180 ultra-fast charging stationer til elbiler i syv europæiske lande.

”Frem mod 2030 skal Europa elektrificere persontransporten. Det mål lykkes vi kun med, hvis det bliver nemmere at være elbilist. Derfor fortsætter E.ON også med at udvide det offentlige ladenetværk i både Norden og resten af Europa,” forklarer Tore Harritshøj, og uddyber, at ladestationerne, der kan lade med op til 150 kW, bliver placeret langs det europæiske motorvejsnet med 120-180 kilometers mellemrum. Hurtigladerne vil gøre det muligt at køre fra Norge til Italien.

Den danske bilpark består i dag af cirka 2,5 millioner biler, hvoraf 9.239 er elbiler. Det er færre elbiler end ved årets begyndelse.